Organisationspolitik

Politik handler om fastlæggelse og fordeling af værdier med gyldighed for samfundet (David Easton og Erik Rasmussen). Sådan lyder en af de mest gængse definitioner på, hvad det er at udøve politik. Når vi ser på organisations- og ledelsespraksis i private og offentlige organisationer, er det faktisk det samme, der gør sig gældende: Også virksomheder og organisationer fastlægger og fordeler værdier, når de forvalter deres ansvar. De er dermed ikke blot ”uskyldige” videreformidlere og administratorer af de linjer, som er lagt fra politisk hold.

Sagt med andre ord er det reelt ikke blot politikere i regering, Folketing, kommunalbestyrelser, regionsråd eller private bestyrelser, der udøver politik. Det gør organisationer også. Det er organisationspolitik.

I vores samarbejde med ledere og medarbejdere er vi optagede af, hvordan denne organisationspolitik påvirker og bliver påvirket af de mennesker i organisationerne, der har ansvaret for den. Eftersom organisationer aldrig fungerer løsrevet fra omverdenen, spørger vi ofte: Hvad er det for vilkår, som organisationspolitikken sætter for organisations- og ledelsesudvikling? Hvilke værdimodsætninger er eksempelvis til stede i organisationen, som ledere og medarbejdere må navigere i? Det er blot nogle af de forhold, som vi ser som vigtige at have i fokus, når god trivsel og høj effektivitet er målet.

Jan Nørgaard har sammen med professor Lars Bo Kaspersen skrevet bogen ”Ledelseskrise i konkurrencestaten”, hvor hovedbudskabet er, at vi i den offentlige sektor befinder os i en ledelseskrise, som i praksis betyder, at ledelses- og samarbejdsrummet i er gået i udu. Det er sket på grund af strukturelle modsætninger mellem værdierne i konkurrencestaten og velfærdsstaten: Vi har fået opbygget både en konkurrencestat og en velfærdsstat med vidt forskellige grundværdier, der støder sammen og gør samarbejdet særdeles vanskeligt.

Værdimodsætningerne resulterer i manglende identitet og retning og er et grundvilkår for alle offentlige ledere og medarbejdere. Lignende værdimodsætninger ser vi i den private sektor. I begge sektorer bliver organisationspolitik afgørende for ledelse og samarbejde, fordi det er et organisationspolitisk hovedspørgsmål at finde frem til, hvilke værdier der skal være de primære drivkræfter i de private og offentlige organisationers arbejdsliv.

Når f.eks. politiuddannede, jurister og økonomer indgår i samme organisation som f.eks. hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØIK) – også kaldet Bagmandspolitiet – er organisationspolitikken central, fordi det er gennem den, at der kan findes fælles retning og strategi. Når vi samarbejder med ledere og medarbejdere i globale virksomheder om strategi- og organisationsudvikling samt implementeringsarbejde, oplever vi tilsvarende behov for at have øje for de forskellige organisationspolitiske kulturer.

Foredrag, rådgivning og refleksionsgrupper

Med afsæt i bogen ”Ledelseskrise i Konkurrencestaten” og andre tværfaglige kilder giver Cairos foredrag om de organisatoriske, samfundsmæssige og ledelsesmæssige problemstillinger, som gør det vanskeligt at lede og samarbejde i dag. Vi giver både en analyse af årsagerne til problemstillingerne og forslag til, hvad der skal til for at ændre forholdene: Vi kalder det substantiel ledelse og realistisk strategiforståelse. Vores påstand er, at med det rette fokus kan vi som samfund få meget mere ud af de mange ressourcer, som findes i offentlige og private virksomheder.

Cairos giver også foredrag om ledelsesudfordringer på det psykologiske og relationelle plan. Hvad er godt lederskab i en verden fuld af modsætninger og udfordringer? Det springende punkt er det personlige lederskab, jf. også vores åbne lederuddannelser, Personligt Lederskab samt Videnskab og Lidenskab i Ledelse.

Vi har holdt foredrag i eksempelvis følgende organisationer: Syddansk Universitet 20 års jubilæum MPA uddannelsen, Aarhus Kommune tillidsmandskonference, Årsmøde for Erhvervsskoler i Danmark, Rigspolitiforeningens årsmøde, FTFs lederråd på Folkemødet (socialrådgivere, politi, lærere, pædagoger), Metropols årsmøde for diplomledelse (bogen er nu del af pensum), UCC, VIA, UC Lillebælt, den udvidede ledergruppe i Vejle Kommune, Strategigruppe i Roskilde kommune, Højskolernes årsmøde, Folkeuniversitet , BUPL Aarhus, Uddannelsesforeningen Silkeborg.

I samarbejde med centrale ledere har vi etableret en refleksions- og inspirationsgruppe af centrale politikere og beslutningstagere i Danmark, som på frivillig basis drøfter Danmarks udfordringer.

Hvis du vil vide mere om foredrag og organisationsstrategisk rådgivning, er du velkommen til at kontakte Jan Nørgaard på 2515 9880 eller jan@cairos.dk.